THE DANISH CABINETMAKERS ASSOCIATION

Forord fra udstillings kataloget
af Museumsinspektør Christian Holmsted Olesen

Udfordring

Udstillingen ’My precious’ er en kærlighedserklæring til snedkerhåndværket. 28 snedkere fra Danmark, Sverige, Frankrig, Japan og Australien har søgt at fremstille det bedste i træ. Med opgaven at skabe opbevaring til deres kæreste eje har de udfordret hinanden og sig selv. Projektet har været en lang proces, hvor snedkerne har mødtes for at diskutere hinandens tekniske problemer og for at lære af hinanden.

Danish Design

’My Precious’ er et projekt skabt af Møbelsnedkerforeningen, som igennem 17 år har kæmpet for at styrke og videreføre det gode danske snedkerhåndværk. Danmark har en enestående snedkertradition, som går flere hundrede år tilbage. Den blev blandt andet grundlaget for skabelsen af en international berømmet møbelkunst markedsført med brandet Danish Design midt i det 20. århundrede. De københavnske snedkermestre præsenterede hvert år i Kunstindustrimuseet i nært samarbejde med tidens førende møbelarkitekter de snedkermøbler, vi i dag betegner som danske møbelklassikere. Det var møbler skabt på håndværkets præmisser og mange af arkitekterne var selv snedkeruddannede.

Sansning

Dansk design fokuserer ligesom snedkerhåndværk i særlig grad på forfinelse af detaljen. Det drejer sig om den rette samling af træet eller behandlingen af overfladen. Træ er et organisk materiale med utallige anvendelsesmuligheder, og det giver mulighed for sansning på mange måder. Snedkeren ved, at hans værk skal tiltrække øjets opmærksomhed, men hjernen skal dernæst ønske at undersøge om overfladen nu virkelig er så glat med følesansen. Lugtesansen fortæller, at det er et naturmateriale, og som en ekstra foræring får også høresansen en gave i form af en forførende lyd, når man bevæger værkernes dele – et pirrende klik eller en susende skuffegang.

Opbevaring

Den ambitiøse håndværker vil prale, ikke med ord, men ved at imponere og overraske vore sanser. Samme intention ligger bag opbevaringsmøblet, som op gennem historien er blevet bearbejdet på utallige måder med den hensigt at vække nysgerrighed. Egentlig er kassen eller kisten den primitiveste af alle møbeltyper – det hulrum til opbevaring af kostbare, kære genstande. Udvendig har opbevaringsmøblet siden antik ægyptisk møbelkunst været genstand for fri og rig kunstnerisk udfoldelse – en genstand, som giver den begavede håndværker mulighed for at vise, hvad han formår. Indvendigt er det fuld af spænding. Hvad er det gemmested for? Sindrige konstruktioner trækkes ud og hemmelige funktioner og mekanismer udløses. I denne udstilling er både opbevaringsmøblet, snedkerhåndværket og snedkerens kæreste eje dyrebart.